![]() |
![]() |
| AGERSØ | |
|
Et kvarters sejlads fra Stigsnæs på Sjællands sydvestkyst ligger Agersø og fylder 684 hektar, 7 km fra nord til syd og 3 km fra øst til vest. Agersøs højeste punkt ligger 12 meter over havoverfladen, og det meste af øen er opdyrket. De smukkeste naturområder ligger ved Egholm på Agersøs nord spids og ved Omøsund i syd, hvor den lille Helleholm er fæstnet til Agersø. Øen og holmene er meget frugtbare, og mange timer kan tilbringes med at sætte navne på de sjældne og farvestrålende vækster. Også fuglene er spændende. Moser, strande og strandenge er flittigt benyttede ynglepladser for en lang række strand- og vadefugle. En smuk elme- og lindeallé er plantet ca. år 1750, og den leder fra havnen op til byen og det idylliske gadekær, som ligger i Agersø by. De smalle gader snor sig mellem små byhuse, forretninger, værksteder og større landbrugsejendomme. Kirken er fra 1872 og sammen med den hollandske vindmølle fra 1892 er det absolut to ting som bør opleves. Agersøs havn er charmerende med plads til færger, fiskerbåde og lystbåde. Den travle havneplads er et hyggeligt sted at opleve livet på Agersø. Agersø har 279 indbyggere. Velkommen!
|
|
|
SEJERØ |
|
|
Sejerø hører til de steder i Danmark, der har flest solskinstimer og mindst nedbør. Øen er lavtliggende med en række isolerede, høje bakker, hvor den højeste - Kongshøj - hæver sig 30 meter over vandet. Øen er en af de største i Sammenslutningen af Danske Småøer, 11 km på den lange led og 2 km bred. Sejerø er rig på spændende og sjældne naturoplevelser, og der er mange gode udflugtsmål for vandreturen. På en god dag kan man fra et af Sejerøs mange udsigtspunkter skimte Jylland. Det milde klima giver naturen gode betingelser på de kuplede bakker og tilgroede hav skrænter. Blandt de fugle, der holder til på øen, er den lille, elegante tejst, som i Danmark findes på Sejerø, Tunø og Læsø. Godt havfiskeri fra kysten. Sejerø har 405 indbyggere. Velkommen!
|
|
|
OMØ |
|
|
Omø ligger som en perle i Storebælt. Lige i skillelinien mellem Storebælt og Smålandsfarvandet. Den knap 452 hektar store ø har omkring 12 km kystlinie. Omø har en meget smuk og uberørt natur. Fuglelivet er mangfoldigt med vadefugle som viber og rødben, og der er en lang række andefugle, svaler, engpibere, sanglærker og store flokke af skarver. Omøs flora er meget afvekslende. Et væld af farver og dufter afløser hinanden og præger Omø gennem hele sæsonen. Alle plantesamfund er repræsenteret på øens strande og enge, i mosen og ved søen. I den tidlige sommer er strandengen dækket af et lyserødt tæppe af engelsk græs, som kaldes rugbrødsblomster, fordi de spreder en duft af nybagt brød. I junis aftensol bader den nikkende limurt sine hvide kronblade ud for at tiltrække insekter, senere på sommeren overtager strandnelikken rollen som duftspreder. Oplev Omø by - Vestsjællands Amts bedst bevarede landsby eller den yngre fiske- og havneby Kirkehavn. Begge steder er den ældre bebyggelse bevaret og landsbystemningen intakt. Omø har 178 indbyggere. Velkommen!
|
|
|
NEKSELØ |
|
|
Nekselø er privatejet, men man er velkommen til at færdes til fods på øens veje og stier. Hele øen blev fredet i 1951 på grund af de særprægede dyre- og planteliv. Øen kan lokke med at være et af de steder i Danmark, hvor solen skinner mest og det regner mindst. Der er to skiltede natur stier med grønne og brune pile. De grønne pile fører de besøgende rundt på sydøen og de brune pile rundt på nordøen. Natur stierne går gennem øens mest spænende landskaber og tager hver især omkring halvanden time i normalt travetempo. Stierne går ad trampe stier gennem stærkt bakket terræn, så det er ikke muligt at medbringe klapvogn eller lignende. Besøgende hunde skal holdes i snor under hele opholdet på øen. Det er ikke tilladt at færdes udenfor veje og stier i fuglenes yngletid fra 01.04. - 15.07. Det er ligeledes forbudt at plukke blomster på øens skrænter og græsgange, hvor det vrimler med sjældne sårbare planter. Færdsel på øens græsgange sker på eget ansvar. Der er kun adgang til græsgangene gennem låger eller over stenter. Vis hensyn og tag alt affald med tilbage til Sjælland. Nekselø har 25 indbyggere. Velkommen!
|
|